Henrik Ibsens skrifter

For et par dage siden havde jeg den ære at modtage ​Deres brev, hvilket jeg herved skal tillade mig at besvare.

At ​de økonomiske forholde i Sverig, som i de øvrige nordiske lande og andetsteds, er trykkende for mange har også jeg for mit vedkommende havt rig anledning til at erfare gennem ​det formindskede bogkøb, hvorved ​mine indtægter denne vinter er bleven betydelig mindre end påregnet.

Jeg tror imidlertid ikke at det er tidsforholdene alene, som er skyld i at ​De ikke har gjort særdeles gode affærer med «Kongsemnerne». Så vidt jeg ved, har De ikke benyttet ​de i København og Kristiania af mig foretagne eller godkendte forkortelser af stykket, og dette må jeg meget beklage; ved et theater bør man altid drage fordel af de erfaringer, som er vundne andetsteds. At det ringere held, De ved Deres theater har havt med dette arbejde, ikke må lægges stykket til last, tror jeg med tydelighed fremgår af den kendsgerning at stykket er bleven modtaget med stort og vedholdende bifald, overalt, ​hvor det andetsteds er bleven spillet. En anden sag er det, hvorvidt dette historiske drama passer for Deres personale og for ​den del af almenheden, som danner kernen i Nya teaterns publikum. Herom kan jeg ingen bestemt formening have; men denne side af sagen burde have været nøje overvejet, forinden De skred til et så voveligt foretagende.

At jeg ikke har påtrængt Dem mit stykke vil De måtte indrømme. De vil erindre at De i sin tid kort og godt underrettede mig om at De agtede at spille stykket. Herimod kunde jeg ingen indvending gøre; thi dengang existerede ikke, således som nu, en ​konvention mellem Sverige og Norge, hvorved forfatternes rettigheder i begge lande gensidig beskyttes. Jeg fandt mig derfor i at modtage ​det honorar, De tilbød mig, nemlig det samme beløb, som jeg i sin tid havde af ​Deres afdøde mand erholdt for ​«Hærmændene». Kært var det mig imidlertid ikke, at måtte indgå på dette tilbud; thi det medførte et direkte pengetab for mig. ​Stykkets opførelse på det kongelige theater var jo dog kun et tidsspørgsmål; ​senere ellers vilde det der blive antaget og jeg havde da erholdt et langt højere honorar. Dog, som sagt, jeg havde dengang intet valg, og måtte finde mig i omstændighederne. Kun beder jeg Dem erindre, at Deres beslutning at spille mit stykke har medført et direkte tab af de indtægter, jeg ellers i Stockholm kunde have påregnet for mit arbejde.

Men når De, højstærede frue, uagtet dette, i Deres brev anmoder mig om henstand med det fastsatte honorar, da er dette noget, som jeg desværre, selv med min bedste vilje ikke ser mig istand til at indgå på. Jeg befinder mig for tiden med min familje på en lang og kostbar rejse i Italien. Jeg havde gjort ganske sikker regning på til rette tid at erholde honoraret fra Dem; thi såvel i de nordiske lande som i Tyskland er jeg vant til at erholde theaterhonorarerne punktligt; og Deres bortgangne mand, hvis gerning og traditioner De fortsætter, betalte mig også punktligt. Det skulde derfor berede både min familje og mig de største ubehageligheder og vanskeligheder om jeg indgik på Deres begæring. At indgå herpå er for mig, her i det fremmede land, en umulighed. Jeg har allerede ​tilskrevet min forlægger, kanselliråd Hegel i København om de penge, han vilde modtage fra Dem og om hvorhen og på hvilken måde han skulde sende mig disse.

Jeg må altså, højstærede frue, venskabeligst og forbindtligst fastholde at ​mit honorar for «Kongsemnerne» bliver indbetalt til herr kanselliråd Hegel i København, der da uopholdelig vil besørge det øvrige og meddele Dem kvittering.

Jeg tvivler ikke på at dersom De havde været vidende om at jeg med min familje befandt mig på udenlandsrejse og ikke på mit vanlige opholdssted, i München, så vilde De ikke have rettet noget anmodning til mig om at vente med honoraret. Jeg er derfor også forvisset om at det afslag, som det har gjort mig meget ondt at måtte give, ikke vil fremkalde noget skår i vor gode venskabelige forståelse, og med dette håb og ønske tegner jeg mig